Børnene har det sjovt på Ristinge for der er utallige muligheder. Der er blandt andet hoppepuder én for de store og én for de små. I 2007 tog pladsen en helt ny legeplads i brug. På campingpladsen finder du også en legeplads for de helt små fra nul til fire år. Minigolfbanen er en 18 hullers bane og hver bane er udstyret med par alt efter sværhedsgrad.

Gede- og kaninfarmen må ikke glemmes for ungerne får timer til at gå med at nusse, fodre og lege med de kælne geder. Poolanlægget består af tre adskilte og alligevel sammenhængende poolområder, så der er til både sjov og motion. Børnene har deres helt egen afdeling, hvor de kan plaske og muntre sig i det rene vand. For de legesyge er der blandt andet en vandrutschebane.

Vil man alligevel have salt i vandet, rigtige bølger og sand imellem tæerne, er der kun en kort spadseretur til Ristinge Strand – en af landets bedste sandstrande og selvfølgelig med det Blå Flag som udtryk for, at på Langeland passer vi på naturen og miljøet.