Topcamp Feddet – En plads i udvikling

Topcamp Feddet
– En campingplads i udviling
Vi havde i år en uges sommerferie på Topcamp Feddet, som ligger ved Faxe på Sjælland cirka en halv times kørsel fra Næstved.

Campingpladsen er privatejet og en del af Strandegård Gods ved Præstø Fjord. Den ligger helt ned til en dejlig sandstrand, som igen i 2010 har fået det blå flag, der signalerer rent og godt badevand. Når det er godt vejr, arrangerer campingpladsen vandsjov på stranden, som kan være en tur på ”bananen” eller vandski.

Når man ankommer til Topcamp Feddet møder man et meget velorganiseret og stort modtagelsesområde med god plads til nye gæster og område indrettet til rejsende gæster. Et så stort område ses ikke på mange pladser, men det er rart, at der er plads, når man ankommer med et forholdsvis stort vogntog. Vi fik en meget professionel modtagelse i receptionen med udlevering af brochure om pladsen, kort aktivitetsplan samt information om forskellige ting.

Herefter kørte vi ned til vores bestilte plads, som lå meget tæt på strand, legeplads og toiletter. Flere af de pladser, som ligger ned mod stranden er meget store standpladser, og vi var faktisk i tvivl om, hvor meget vi måtte fylde, og hvor vi præcis skulle placere vognen, men gjorde så lidt som de omkringliggende havde gjort.

I princippet er det jo dejligt med en masse plads, men ulempen var bare, at flere af ”naboerne” lod deres børn lege mellem vognene, spille bold, og kaste med sten, hvilket vi desværre flere gange måtte ud og bede dem om at holde op med, da de flere gange ramte vores bil. I virkeligheden må man ikke spille bold imellem campingvognene dette skal foregå på boldbanerne men igen oplevede vi desværre, at dette ikke blev overholdt, hvilket så er til stor gene for os, som ikke ønsker en bold ind i forteltet eller på bilen.

På Topcamp Feddet er der rig mulighed for mad ”udefra”, hvis man er blevet træt af bøffer på grillen. Der er en mindre fastfood-bar med burgere, pølser, pommes frites og pizza. Vi prøvede den en enkelt gang, og det var ganske udmærkede pizzaer. Derudover er der et spisested, kaldet Bistroen, hvor man både kan sidde ude og inde, og der er en isbar i enden af bygningen, hvor man kan købe lækre gammeldags isvafler. Udover dette har den velassorterede butik masser af kød, grønt, brød og almindelige ispinde, ligesom der er frisk morgenbrød at hente hver morgen.

Masser af aktiviteter for hele familien
Topcamp Feddet har en masse spændende aktiviteter i højsæsonen, og vi blev blandt andet mødt af ko-safaritur på heden, snaphane-kamp, konkurrencedag, tur til stranden for at kigge på sten, og andre aktiviteter blandt andet på stranden. Derudover kører der hver tirsdag og fredag en gratis ”bus” til Fedgården, som er en aktivitetshal ca 2 km fra campingpladsen med mulighed for mange timers indendørs leg. Her er blandt en naturlegeplads, bordfodbold, dart, bordtennis, billard, babylegeplads, motorik-lege-område mm. Endvidere byder den lille cafe på drikkevarer og is. Fedgården ligger 2 km. syd for campingpladsen.

På campingpladsen tæt ved informationen findes også et mindre legeland med bl.a. Lego, Brio, pudehule og Playstations. Her udlejes også kanoer og fiskestænger ligesom man kan låne diverse bolde og udstyr til beach-volley, basketball, fodbold, petanque og hockey. Vores børn gik derop og hyggede sig hen på aftenen, når det var ved at blive for køligt på legepladsen.

Derudover er der aktiviteter som adventure golf, som er helt nyanlagt med mange udfordringer og flotte detaljer. En virkelig flot bane, som koster 40 kr./person og er åben det meste af dagen.

I receptionen kan man også leje cykel go-carts, som var meget populært. Der er både 2-personers og 4-personers, og vi lejede sidstnævne til stor morskab for børnene og ekstra motion for os voksne. Men ganske hyggeligt og en god måde at komme rundt og se yderkanterne af pladsen.

Der er rundt på campingpladsen flere legepladser vi lå i nærheden af to som henvendte sig til to forskellige alderstrin, så det var perfekt til vores børn på 3½ og 6½ år. Derudover lå vi i nærhed af en hoppepude, som også var tæt på stranden. Men udover det er der flere andre legepladser, og ved indgangen er der en stor naturlegeplads bl.a. med svævebane.

Lidt for mange cykler…
Topcamp Feddet er en meget stor plads med cirka 400 pladser incl teltpladser, og rigtig mange hytter. Der er bag informationen et stort separat område kun med fastliggere, så når disse tælles med løber det op i ret mange pladser. Det betyder jo også, at der i højsæsonen er en del færden på pladsen og rundt på stierne. Vi oplevede, at folk cyklede meget rundt måske fordi pladsen er så stor, og dette skete altså også på stierne. Skal der således siges noget negativt, må det være, at alt den cyklen var til stor gene for os som gående, idet der konstant kom cykler, som ingen hensyn tog til f.eks. børn, og vi oplevede desværre også et par gange at blive påkørt/ramt af cykler, som forsøgte at køre forbi eller ikke nåede at bremse.

Ved servicebygningerne står der, at man ikke må tage cykler med ind, men det er campisterne åbenbart ligeglade med, for der cykles uden problemer rundt i området, ligesom der er parkeret flere cykler udenfor toiletbygningen. Det kan selvfølgelig være svært helt at håndhæve alle regler, men måske bør man tjekke lidt op på, hvorvidt det overholdes eller ej og samtidig også lave regler for, hvor der må cykles og hvor der kun må være gående. Vi oplevede det i hvert fald som et stort problem, at man ikke kunne færdes uden at blive påkørt.

Fine servicebygninger
Men når så vi er inde på servicebygningerne, så findes der nogle meget fine nogle af slagsen på Topcamp Feddet. De er alle ret nye, og indeholder separat afdeling til børn med fine små brusere i højde, så man nemt kan bade de små. Små toiletter, små farverige håndvaske og pusleplads samt små badekar formet som biler til de helt små. Derudover er der familiebaderum, køkkenfaciliteter, og rum med vaskemaskine og tørretumblere.

Der er ligeledes et opholdsrum med fjernsyn til f.eks. de campister, som ligger i telt. Det var der en del, der brugte, men der var også mange i telt pga. det super gode vejr. Der var faktisk flere i telt, der havde valgt at ligge i første række ved stranden med deres telt, så de rigtig kunne nyde udsigten og vågne op til duften af saltvand. Hyggeligt!

Udflugter i nærheden
I receptionen finder man også rigtig mange forslag til forskellige ture i området både nær og fjern. Der er utrolig meget inspiration i form at brochurer at finde her, ligesom vi oplevede et meget venligt personale, når vi søgte hjælp til forskellige ting. Vi valgte bl.a. at besøge Knuthenborg Safaripark, Møns Klint og Bonbonland, og sidstnævnte ligger kun en halv times kørsel væk. Derudover er der jo byer som Vordingborg med gåsetårnet, hyggelig havn og gågade, Næstved med bl.a. Bilka og storcentret samt Køge med lækkert badeland.

Alt i alt byder campingpladsen på utrolig mange muligheder for både børn og voksne og flere er på vej i form af ny lege- og aktivitetshal samt overbygget pool, sidstnævnte forventes færdig her i sensommeren. Dette kan man læse meget mere om på www.campingfeddet.dk, hvor man også typisk vil kunne finde aktivitetsplanen for højsæsonen i netop den uge, man ønsker at besøge pladsen.

Helle Hansen
Skribent for Sjov for Børn
August 2010

Vores bedømmelse:
Beliggenhed (alt efter smag):

Servicebygninger mm:

Aktiviteter:

En stor og godt besøgt campingplads med mange muligheder for børn i alle aldre og en fin strand som byder på leg i både sand og vand. Beliggenheden er dog ikke i top, såfremt man søger byens liv.

Din kommentar til artiklen?
Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:

Din kommentar:

Informationer
Topcamp Feddet
http://www.feddetcamping.dk
Feddet 12
4640 Faxe
Tlf. 56 72 52 06


Udgivet

i

af

Tags: