Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Sommer-rideskole i Skallerup Klit

Sommerferien er en oplagt mulighed for at afprøve forskellige sportsgrene for vores børn. Ridning er in og ikke uden grund. I vores sommerferie på Skallerup Klit feriecenter tog vores datter på Sommer-rideskole for at se, hvad det er, de andre piger taler så meget om …

Den populære ridesport
Ridning har i flere år været et hit som fritidsinteresse og sport blandt piger især. Ikke uden grund: Det er godt for både koordination og balance, og evnen til at lytte trænes. Lytte til hestens signaler og til ridelæreren. Selvtillid og selvværd øges tit i takt med, at barnet mestrer det store dyr og kan endnu flere teknikker. I hestestalden skal pigerne også samarbejde med hinanden. Ansvar hører også med til det at passe en hest.

Ridning er ikke ligetil. Det kræver øvelse og koncentration. Rent motorisk er udfordringen at sidde i perfekt balance. Den ene hånd skal arbejde uafhængigt af den anden. På samme vis skal benene arbejde hver for sig, og alt skal koordineres samtidig med, at der kommer både fart og bevægelse på.

Med andre ord forventede vi ikke, at vores datter på en kort sommer-rideskole ville blive mesterrytter, men håbede på, at hun kunne blive fri for altid at skulle trækkes rundt, når hun sætter sig på en hest i sommerland, på frilandsmuseer og andre steder, hvor vi falder for fristelsen og lejer en sød pony eller islandsk hest.

Forventning
Vi ønskede, at vores datter Laura Emilie fik nogle gode oplevelser sammen med hesten. At der var glæde hos hest og rytter! For alle ryttere handler det i høj grad om at lære at ”læse” hesten, og det var vores forventning, at Laura Emilie blev mere "dus" med heste i al almindelighed og navnlig den hest, hun fik på sommer-rideskolen.

Begejstringen ved ridning udvikles selvfølgelig i takt med, at man lærer de grundlæggende ridefærdigheder, så derfor håbede vi på, at Laura Emilie kunne nå at lære et par ting.

Som en sidegevinst så vi som forældre oprigtig talt frem til at få de små afbræk på 3 x 3 timer, hvor vores datter skulle af sted på sommer-rideskole og få nye impulser i mødet med andre børn. Vi glædede os til lidt tid alene. Det tror vi kan være givtigt for mange familier at lægge ind i deres ferie. Et pusterum for både børn og voksne, hvor man er hvor for sig.

På Sommer-rideskole

Første dag
Hele holdet bestod af piger mellem cirka 8 og 14 år. Langt de fleste var ridevante piger, men min datter var absolut begynder. Hun har kun prøvet at ride på ponyer og islandske heste i sommerlande og blive trukket en times tid i forbindelse med ferier.

Da tiden nærmede sig var spændingen stor. Vi søgte lidt rundt på må og få på Klithusegård, hvor ridecenteret har hjemme. En gruppe piger i den rigtige alder tiltrak vores opmærksomhed der, hvor kontoret er beliggende. Forældre og børn rundede på skift kontoret hvor først Liv og sidenhen hendes mor Lone tog imod betaling, fik krydset af m.m.

Der var ikke nogen egentlig kollektiv velkomst, hverken til forældre eller holdet.

Pigerne fandt selv deres ridehjelme, og det var tydeligt at se, at det at færdes på en rideskole var fuldstændigt naturligt for ni ud af ti. Flere piger havde ridestøvler, egen hjelm og ridevest på. Vi oplevede dog, at der blev taget umådelig god hånd om os, der var novicer, og alle var lige velkomne. Der var flere unge piger fra rideskolen, som stod klar til at hjælpe.

Rideskolen ledes af Lone Hansen, og vi oplevede hver dag, at både Lone og hendes søde datter Liv var meget engagerede, hjælpsomme og havde styr på tingene.

Da alle var kommet, førte Lone og hendes datter an ud af Klithusgård og hen over en asfalteret vej til en indhegning, hvor de islandske heste gik. Der blev hurtigt taget bestik af ungerne, deres alder og evner, og derefter fik hver især en hest tildelt med lige netop det temperament, der matchede den pågældende rytter bedst! Nybegynderne blev hjulpet en smule på vej, men støttet i selv at klare mest muligt. Vi sporede det første store stolte smil på vores datters læber, da hun blev vist tillid og tiltro til at kunne magte sin hest Bleyta.

Nu marcherede alle hestene med hver deres rytter ved sin side på en lang række ud af indhegningen, over vejen og over til rideskolen. Et flot syn!

Her listede vi af, så pigerne kunne gå til dagens opgaver i fred og ro.

Vi følte fra første færd, at der var tjek på det hele og megen erfaring, stor ekspertise og et utroligt overblik, som mundede ud i gode timer for de unge ryttere.

Første opgave var at strigle og rense hove. Børnene skulle også give hestene sadel og hovedtøj på.

Nu var det tid til trækketur for nybegynderne og ridetur for de ridevante. Alle tre dage var pigerne delt i to hold: begynder og udvidet.

Den første tur gik ud i den smukke natur ad grønne stier, og der var flere hjælpere og instruktører med til at give en hånd og trække dem, der havde brug for det til en start, på det begynderhold min datter var med på. Men langt de fleste kunne selv, og der blev gjort meget for at give den enkelte elev udfordringer, der matchede hende.

Da pigerne var retur fra rideturen, lærte de at tage hovedtøj af, sætte grime på, strigle og rense hove som afslutning.

Et forældrepar fortalte os sidenhen, at de syntes særligt godt om, at det hver dag var fast skik og brug, at pigerne skulle tage del i det praktiske, fordi de netop havde oplevet, at deres barn i forbindelse med rideundervisning kun sad på hesten og modtog undervisning. Pigen fik ikke noget realistisk indblik i, hvad det ville sige at have med en hest at gøre, herunder at strigle, rense hove m.m.

På Sommer-rideskole skulle pigerne ikke muge ud, men det er faktisk muligt at få lov til at være med til det på Klithusegård, hvis man har lyst og mod på det også.

Som afrunding på en dejlig første dag skulle ungerne lave bål med snobrød og pandekager. Appetitten var stor efter al den friske luft og motion. Det var rigtig hyggeligt, og på den måde blev alle pigerne godt rystet sammen. Venskaber blev grundlagt!

Anden dag
I dag skulle ungerne helt selv finde det, der skulle bruges for at komme af sted på hesteryg: ridehjelm og grime. Derpå skulle pigerne igen helt selv klare at strigle og rense hove. Det var meget udfordrende og spændende selv at få lov!

Dagens tema var indianerdag, og det betød, at der skulle flotte fjer i hestens manke. Det var sjovt at få lov til at pynte sin hest!

Ungerne red på hemmelige indianerstier. Nybegynderne red helt selv i dag og det var sejt!

På begynderholdet blev der redet trav noget af tiden, og det var rigtig sjovt at hoppe i sadlen, mente min datter Laura Emilie.

Begynderholdet fik lært at styre hestene: dreje, standse og sætte i gang.

Som noget helt særligt fik ungerne for en kort bemærkning lov at ride helt uden saddel for at prøve at mærke, hvordan det føltes. Det syntes min datter var ganske utroligt.

Da rideturen var til ende, blev der igen sluttet af med strigling og rensning af hove m.m. Som noget specielt blev der puttet olie på hovene.

Vi fik det klare indtryk, at der i rideundervisningen var meget fokus på det sanselige: at børnene fik muligheder for at opleve hesten i så mange forskellige naturlige miljøer og være så tæt som muligt i kontakt med den! På alle måder en fin tilgang.

Tredje dag
På Sommer-rideskolens sidste dag var alle nede at ride på stranden. Det var en stor oplevelse!

På tilbagevejen fik pigerne på begynderholdet lov til at sidde omvendt i sadlen, så de red med ryggen til og følte at alt gik baglæns. Super sjovt og meget specielt.

Som afslutning blev der lavet bål på plænen ved rideskolen og ristet skumfiduser, som blev nydt i selskab med kiks og kølig saft. Pigerne hyggede sig sammen, legede på plænen, gyngede og gik ind til kaninerne for en stund. En dejlig Sommer-rideskole var til ende alt for hurtigt.

Unik Sommer-rideskole!
Laura Emilie er blevet så vild med at ride, at hun drømmer om at kunne ride galop! Det må være vildt sjovt, mener hun. For os er det et klart bevis på, at hun er blevet endnu mere selvsikker og tør mere, for tidligere var den tanke utænkelig.

Som forældre håbede vi med en rideskole i sommerferien blot, at vores pige kunne lære at ride en stille og rolig tur.

Sommer-rideskolen har ikke blot været lig med gode timer sammen med en masse heste og deraf fortrolighed med de store dyr. I dag trives vores datter at være blandt dyr på en gård, hvor der ofte lugter, er mange forskellige dyr, fremmede lyde og ukendte ting. Hun er rolig og glæder sig over at gå ind til heste, og især det at få en ridetur er lig lykke.

Sommer-rideskolen på Klithusegård er helt unik, fordi den er beliggende i usædvanligt smukke omgivelser og huser en perlerække af dejlige dyr. Det er et fantastisk miljø at komme på rideskole i. Akkurat det samme må vi sige om hver og en af medarbejderne på rideskolen. De er usædvanligt engagerede, glade, smilende og ovenud positive. Netop den positive tilgang og også bestemte måde at være på er med til at børnene oplever tryghed, faste rammer og kærlighed. Her ved de, hvad de har at forholde sig til, må og skal - og de kan stole på de voksne.

Timerne på Sommer-rideskolen har givet god motion, frisk luft og lært Laura Emilie mange nye ting om ridning og heste især, men også om andre dyr og naturen. Men nok så vigtigt er, at hun på Sommer-rideskolen fandt de veninder og legekammerater, det ikke umiddelbart var muligt at støve op på anden vis på Skallerup Klit. Vi kan varmt anbefale Sommer-rideskolen.

 

Nønne Lønne Votborg
Sjovforbørn.dk
16. juli 2009


 


Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Værd at vide

Sommer-rideskole er et tilbud på Skallerup Klits Ridecenter, der er beliggende knap 1,5 km fra Skallerup Klit Feriecenter. Alle børn kan tilmelde sig, og det er ikke et krav, at familien holder ferie på Skallerup Klit. Ganske tæt på Skallerup ligger feriebyen Lønstrup og sommerhusområdet Nørlev Strand.

Sommer-rideskole foregår mandag til onsdag kl. 13-16. Prisen er kr. 850,- inkl. undervisning og hjelm samt lidt godt til maven.

Oplysningerne finder I via Skallerup Klit Feriecenters hjemmeside under aktiviteter og ridecenter. www.skallerup.dk

 

Vi ville meget gerne have modtaget noget oplysningsmateriale herunder et program. Når ridning er helt ukendt for familien, er der mange uafklarede spørgsmål. Vi ville gerne forud for Sommer-rideskolen via hjemmeside eller materialer tilsendt via mail ved bestilling (eller via post) have kunnet læse, hvilket tøj og sko der er bedst at komme i, om der skal medbringes drikkedunk (ellers tager man jo ikke sådan en med på ferie) og kunnet læse noget om pædagogik eller tilgang til undervisning. Derudover var vi usikre på emnet sikkerhed, som jo er meget aktuelt, når ens barn er nybegynder, og der skal rides i terræn: Rådede stedet over rideveste, som vi kunne låne, eller kunne de lejes? Vi var lidt kede af, at vi brændte inde med spørgsmålene.

Derudover ville vi gerne have kunnet give tilsagn til, at der blev taget billede/r af vores barn på hesten. Vi er klar over, at det vil kræve en vis administration, hvis billederne fx bagefter blev lagt ud på internettet, men fra andre sommerskoler og -camps har vi oplevet, at det er blevet tilbudt, og det er super, at mor og far bagefter kan se alt det, der er sket, på billeder. Ungerne elsker jo at fortælle, men tit kan det være lidt svært at fortælle uden at have noget at tale ud fra. Billeder er gode minder for livet.

Flere artikler om sommercamps

Om sommerskoler
Praktisk vejledning
Små mesterkokke på madskole
Laura Emilies hang til sommercamps


Læs også mere her:

Klithusegården
Jylland
Danmark
Skallerup Seaside Resort