Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Malmø
Tag bare børnene med

Selvom Malmø kun er en spytklat fra København er den næsten mere dansk end Danmark. Der er rent, venligt, god plads - og så sorterer svenskerne affald til den store guldmedalje. Meget sympatisk.

Malmø bliver også oftere og oftere kaldt for Københavns nye bydel, fordi så mange danskere valfarter dertil for at nyde atmosfæren og de lange åbningstider.

Vi valgte at bruge en weekend med børnene i Malmø - og byen har langt mere at byde på end blot butikker og pølser med kartoffelmos.

Hotellet kunne rumme os alle
Vi blev indlogeret på Hotel Scandic City Malmø. Et vidunderligt, børnevenligt hotel, der ligger klods op af gågaden og centralt i forhold til bustransport til de fleste seværdigheder. Vi fik en fin og meget rummelig hotellejlighed, hvor der var plads til både far, mor, Rasmus på 11, SiScandic Hotel City Malmøgne på 9 og August på 7 år.

Det var dejligt at opleve, at der var god plads til os. Som en familie på fem har vi tit oplevet, at vi ikke “passer ind” i konceptet kernefamile, der oftest omfatter to voksne og to børn. På Scandic Hotel City i Malmø var der god plads, og hotellejligheden gav os oven i købet mulighed for at lave mad, have drikkevarer på køl og spise i lejligheden - hvis det var det vi ville.

Og hotelmorgenmaden er jo et kapitel for sig, når man har børn med. Stort udvalg og mulighed for at spise så meget, man lyster - et sikkert hit hos vores børn, i hvert fald.

Sådan kan man være uheldig...
Første stop var Malmø Chokoladefabrik. Vi valgte at gå turen derhen, da vejret viste sig fra sin bedste side. Forventningerne var høje, og med “Charlie og Chokoladefabrikken” i tankerne gik turen lystigt. Desværre kunne realiteten ikke helt leve op til forventningerne. Faktisk havde vi lidt svært ved overhovedet at finde indgangen, og vi hev også forgæves Chokoladefabrikkeni et par håndtag eller to, inden vi fandt en åben dør. Bag døren var et lille lokale med udstilling, café og glasrude ind til et tomt rum, hvor vi kunne se, de normalt arbejdede med chokolade.

Den flinke dame bag disken fortalte os, at man ikke kunne besøge selve fabrikken, og at der kun var gang i den bag ruden på hverdage. Lidt surt, når vi nu var kommet en lørdag.

Men vi brugte lidt tid på at se de gamle chokoladeindpakninger, gamle redskaber, der blev brugt til chokoladeproduktion i gamle dage, og så blev det selvfølgelig også til en enkelt smagsprøve eller to, inden vi købte lidt souvenirs og gik lidt skuffede fra chokoladefabrikken.

Mor ville redde dagen, og tilbød ungerne en tur i det lille tivoli, som vi havde læste om fandtes i Folkets Park - en stor, hyggelig og central park i Malmø, som efter sigende Folkets Park - desværre lukketer meget populær blandt Malmø-borgerne.

Desværre var der slet ikke gang i tivoliet, da vi kom, men vi fik at vide at det ville åbne ved middagstid. Så vi måtte ud i gaderne igen og slå en time ihjel. En time, der blev brugt i en fin musikbutik, hvor både personale og instrumenter holdt til en gedigen omgang børnemusik. En rigtig hyggelig lille pause.

Tilbage i Folkets Park - hvor der stadig intet skete. Vi spurgte igen, og fik at vide, at tivoliet først åbnede igen til.......maj!

Så lang tid kunne vi ikke vente, så vi gik slukørede ud og fandt et supermarked, hvor vi fik handlet ind til frokost, som vi spiste på hotellet, hvor vi også brugte lidt tid på at komme os over formiddagens små skuffelser.

Shopping a la Malmø
Efter maden og hvilet var vi dog klar til flere udfordringer og oplevelser. Og denne gang skulle vi ud og kigge på Malmøs mange butikker. Fra hotellet var der vel omkring 100 m til byens gågade. På vejen til gågaden krydsede vi en kanal, hvor der var et springvand, som mSpringvandetan kunne styre via nogle tryk på nogle knapper på bredden. Det var et kæmpehit, og børnene fik en rum tid til at gå med at “designe“ springvandet. Det er den slags gratis glæder, der kan sætte lidt ekstra humør på.

Gågaden i Malmø er alsidig og tilpas lang for børneben. Vi endte selvfølgelig shoppeturen på torvet, hvor vi fik hilst på Karl X Gustav, der blev folkehelt, da han vandt Skåne tilbage til Sverige.

Og så fik vi selvfølgelig også smagt den legendariske korv - pølse. Den faldt i god jord hos alle børn.Karl X Gustav

Hvis vejret ikke er til udendørs gågade, er Malmø leveringsdygtig i op til flere centrale shoppingcentre, så shoppegenet har gode vilkår i Malmø - uanset om det er udenfor normal (dansk) lukketid, eller man er udsat for sure eller tvære vejrguder.

Tilbage på hotellet og slappe af, tegne, se tv - i det hele taget bare drage fordel af, at vi havde hotellejligheden til rådighed, og at vi ikke skulle bruge kostbar tid på transport til og fra hotellet.

Søndag var legedag
Søndag var det desværre tid til at tjekke ud fra hotellet. Men først gav vi os god tid ved morgenbordet, hvor børnene allerede her anden gang følte sig godt hjemme i morgenbordets store udvalg.

Vi havde besluttet, at dagen skulle gå med en tur i Funhouse - et legeland i udkanten af Malmø.
Vi fandt Funhouse med noget besvær. Vi vidste, hvor vi skulle stå af med bussen, men det hjalp ikke synderligt i første omgang. Vi måtte spørge flere forbipasserende, inden der var én, der havde set skiltet. Vi blev ledt gennem en gård, inden vi selv fik øje på skiltet. Funhouse

Funhouse viste sig at ligge på førstesal i et boligkvarter med mange karéer af boliger. Ikke desto mindre fik vi bugseret hele familien med baggage op ad trapperne, fik de to mindste sluppet løs i hoppeborgene, de bløde rutscjebaner og boldrummene, mens storebror og de voksne fik en tiltrængt forfriskning i Funhouse’s caféområde. Caféområdet lå i forbindelse med selve legeområdet, og der var derfor god mulighed for at holde øje med børnene samtidig med, at man kunne få en kop kaffe eller lidt at spise.

Legelandet faldt i god jord hos de to yngste, men ni år tror jeg også er den maksimale alder for børn, der skal have glæde af legelandet. Storebror på 11 år havde ikke lyst til at kaste sig ud i legeredskaberne, der også helt tydeligt var for en yngre aldersklasse. Dog var der lidt bordfodbold og airhockey, som han kunne fordrive tiden med.

Der var gode puslefaciliteter, og området var indhegnet, og der var opsyn fra personalet, så poderne ikke kunne forlade området. Som en ekstra lille og pudsig sikkerhed, skulle børnene aflevere deres sko til opbevaring hos personalet, inden de blev sluppet løs til fri leg.

Efter et par timer med leg, var det blevet tid til at finde togstationen og vende næsen hjemad.
Alt i alt en rigtig fin tur. Hotellet var fantastisk og kan anbefales for børnefamilier - også dem med flere end to børn. Vi var lidt uheldige i vores valg af seværdigheder, men Malmø har så meget at byde på.

Næste gang tror jeg, vi satser på legetøjsmuseet Museet Leksaksland og Teknikens och Sjöfartens Hus, hvor der er et lille eksperimentarium.

Ta’ en smuttur
Malmø ligger kun godt en halv times togtur fra Københavns Hovedbanegård, og det gør byen oplagt til en smuttur over sundet.

Den lave svenske krone gør en smuttur ekstra attraktiv, da en dag med blot lidt indkøb og lidt frokost hurtigt kan tjene togbilletten hjem i besparelser i forhold til Københavns relativt høje prisniveau.

Man kan vælge at kombinere en enkelt attraktion med en shoppetur, eller bare satse på en dag på gågaden med hygge og shopping. For i Malmø er atmosfæren på forunderligvis bare hyggelig. Byen har en masse at byde på, uden at der går for meget storby i det.

En smuttur til Malmø har således mange fordele. Det er billigt, det er hyggeligt, det er hurtigt at komme til, og samtidig bliver man ikke snydt for fornemmelsen af at være udenlandsk.


Betina Skjønnemand
Sjovforbørn.dk
November 2010









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Hotel Scandic City Malmø

Malmø Chokoladefabrik

Funhouse

Malmø-kort

Transport og Malmøkort
Hvis I tager toget til Malmø ,skal I huske at købe en returbillet over Øresund i Danmark. DSB har fine familiebilletter, der omfatter to voksne og tre børn - det har man ikke i Sverige. Derfor er der en del penge at spare ved at købe returbilletten med det samme.

Vi udstyrede os med et såkaldt Malmø-kort. Det giver fri busrejse med de grønne bybusser, samt fri parkering, hvis man er i bil. Derudover er giver kortet gratis adgang til en række museer og rabat på entréen ved andre. I kortet er desuden inkluderet Malmø Citykortet, der giver rabat i en lang række af Malmøs mange butikker. Malmø-kortet koster 130 svenske kr. for 24 timer, mens man må slippe 160 skr. for 48 timer. Et kort gælder for en voksen og to børn op til 16 år.

Alt i alt er kortet en fin og praktisk løsning, men man bør nok regne på,  hvor meget man i realiteten kommer til at benytte sig af kortets tilbud, og om det i sidste ende kan betale sig.

Læs også mere her:

Skåne
Sverige
Folkets park