Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Idre Fjäll - Sverige
Rigtig meget at byde på for børnefamilier

Idre Fjäll tog i år 1. pladsen som Sveriges bedste skisportssted, hvis man skal følge den svenske pendant til Sjovforbørn.dk. Sitet Barnsemester.se kårer hvert år de mest børnevenlige steder i Sverige, og efter at have haft førstepladsen i flere år, måtte Branäs i år altså aflevere stafetten videre til Idre Fjäll. Og det er skam fortjent. Her er nemlig virkelig børne- (og voksen-) venligt.

Idre Fjäll ligger i Midtsverige næsten ved grænsen til Norge, og fra toppen af fjeldet er der flot udsigt til de norske fjelde. Den nemmeste måde at nå stedet på, er ved at tage færgen til Oslo og derfra køre de ca. 3 timer. Man kan dog også køre hele vejen, men det er en meget afstressende måde at komme på skiferie på, når man har egen kahyt og kan slappe af i stedet for at ligge på vejene.

Når man er kommet frem, så kan man roligt lade bilen stå hele ferien, for der er absolut ingen grund til at køre nogen steder hen. Her er fine indkøbsmuligheder, og bliver man ski-træt, så er her også et fint svømmebad samt sportshal.

Bakker i alle kategorier
Idre Fjäll er virkelig et stort område. Her er ikke mindre end 40 pister og 27 lifte. Er man helt nybegynder, så er der 16 grønne pister og også et par bredde blå pister, der sagtens kan bruges i opstarten.  Er du som jeg (HELT GRØN) så kig med nederst på denne side, hvor jeg guider dig til de bedste nybegynderpister. Har man mod på de mere udfordrende bakker, så er der et stort udvalg af blå, røde og sorte pister fordelt på 4 bjergsider. Især på østsiden er der mange sorte bakker.

Lifterne er gode og mange, og de er stort set alle bemandede, så der er hjælp at hente for de uøvede.

Ferieboligerne
Der er et kæmpe udvalg af hytter og lejligheder i Idre Fjäll. Godt 7000 sengepladser er der i alt i området. Den billigste mulighed for en familie på 2 voksne og 2 børn vil være en lille lejlighed i Vestbyen. I uge 51 vil den koste SEK 1.750 for hele ugen. En lille hytte koster ikke meget mere, men ønsker man lidt mere plads, så kan man vælge en nyrenoveret lejlighed på 70 m2 i Centrumbyen til SEK 3.200. Hvis man ønsker at man helt sikkert kommer til at bo med direkte adgang til Västbacken, så kan man betale et lille ekstra gebyr. Hvis man påtænker at bo i Centrumbyen vil det være en rigtig god ide.

De forskellige områder i Idre Fjäll har alle deres fordele og ulemper, så kig godt på pistekortet, når du vælger boligens placering. Askebyen og Vestbyen ligger rigtig godt i forhold til skiin/skiiout, da selv uøvede vil kunne køre til og fra boligen på ski.

Se kort over boligernes placering her:
http://www.idrefjall.se/download/

Børnenes skiferie
For børnene er området et paradis. Her er masser af aktiviteter for store og små børn. Skiskolerne har mange forskellige tilbud, og her er trygt og rart. Funparken tiltrækker de modige små og Askestigen er en sjov tur for både børn og voksne. Det er også her maskotten Aske bor.
Der er mulighed for bowling, bobslædekørsel, scooterture, hundeslædeture, børne-afterskiing og selvfølgelig er der også et skønt badeland og en stor sportshal.

Det kan også anbefales at køre en tur ned gennem Fåbodsvägen (grøn piste). Her finder man nemlig det hyggeligste lille vaffelhus, hvor hele familien kan holde en skipause med en kop varm kakao i hånden.

Alt i alt kan vi give vores varmeste anbefalinger til Idre Fjäll ! Det er et skisportsted, der virkelig fokuserer på kvalitet hele vejen igennem. Og så er der simpelthen så smukt !

Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
2014

-----------------------------------------------------------------

Guide til nybegyndere på Idre Fjäll:
Det er nu 4. år jeg er afsted på skiferie, og desværre må jeg erkende at jeg bliver ved med at være grøn..... Derfor har jeg brug for grønne bakker og bredde pister for at få gode skioplevelser. I Idre gjorde jeg mig et par erfaringer: Start med den grønne ”Västbacken” som er både bred og temmelig flad. Det er også ved siden af denne bakke at skiskoleområdet ligger, og der er en fin tallerkenlift op til starten af bakken. Det er også her mange af de andre pister ender, så er familien mere til blå, røde eller sorte pister, så vil de komme forbi dig (susende) engang imellem.

Når du er blevet fortrolig med Västbacken, så tag Västliften op til starten af den grønne ”Blåbärsslingan” Västliften er en t-lift, og du skal ikke helt op på toppen af bjerget, men blot følge skiltene når du står af t-liften. Pisten er bred og med en jævn hældning og ender ud i Vestbäcken. Halvvejs nede af Blåbärslingan kan du også dreje til højre ind i skoven og følge ”Fåbodsvängen” ned. Her er der dog ikke meget plads, så selvom hældningen stadig er lille, så er den sti lige en tak sværere end Blåbärslingan.

Der er mange andre grønne pister, men jeg vil anbefale at du efter Blåbärslingan vælger at kaste dig ud i en af de blå pister, nemlig  den blå del af ”Vestbäcken”. Den starter ved tunnelen og du finder den ved blot at fortsætte ned af den grønne Vestbäcken. Det er en meget bred nedfart, så du har rig mulighed for at lave de store sving. Her kan godt være lidt traffik, så kig dig for. Fra bunden af den blå Vestbäcken kan du tage en stor stolelift helt op til starten af Blåbärsslingan, og du kan således øve dig og få en god tur ned af Blåbärslingan, den grønne Vestbäcken og til sidst den blå Vestbäcken.

Andre grønne pister:
”Askestigen” er også sjov, og den kan du tage sammen med dine børn. Den er mere smal, men igen med lav hældning. ”Dalarnes Längste” er en meget lang grøn piste, men pas på. På toppen af bjerget kan det være lidt svært at finde hen til den, og ca. hvor den møder Ostbacken er der et meget stejlt sted, som kan være svært at komme nedad hvis man som mig er helt grøn (Det lykkedes aldrig mig). ”Dalen 2” er en meget behagelig bakke, og for foden af den kan man tage en transportlift over til Skicenter Syd, hvor man kan tage den nederste del af Dalarnes Längste hen til den store stolelift. De grønne bakker på østsiden havde jeg ikke meget held med. De virkede mere blå end grønne og var ikke så bredde.

God fornøjelse !









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Læs meget mere om Idre Fjäll på:

www.idrefjall.se
http://skiferie.visitsweden.com/skiomraader/idre-fjaell

Læs også mere her:

Sverige