Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Hamborg for hele familien

Fornem middelalderens rædsler, genoplev barndommens modeljernbaner, stig højt til vejrs over storbyen, stå til søs, klap giraffen, giv elefanten mad. Listen er uendelig…
Og Hamburg har det hele og mere til i et spændende miks af fortid, nutid og fremtid.

På få timer når man fra Danmark til en storby af format. Det er ikke et must at flyve til hverken Rom, Paris eller Barcelona for en forlænget weekend… Hamburg ligger indenfor en yderst overskuelig afstand herfra med en overkommelig rejsetid, også for en børnefamilie, og byen har rigtig meget at byde på.
Både for store og for små… så 3-2-1- af sted!

Storbyferie kombineret med børn er ikke noget, man på nogen måde skal være tilbageholdende for. Tværtimod!
Det er en herlig måde at give sine børn gode oplevelser på og være sammen på – og tilmed lærerigt for alle aldre. Tilmed er vi så heldige at have en by som Hamburg næsten ”udenfor vinduet”, så en forlænget weekend dér er oplagt.

Her i huset blev der talt ned som til juleaften inden afrejsen en tidlig forårs morgen – yngste mand glædede sig vildt, længe inden kufferten stod pakket! Og trods store forventninger, blev han ingenlunde skuffet! Oplevelserne ventede lige om hjørnet.

En by i udvikling
Hamburg er en yderst spændende og alsidig by, der har udviklet sig rigtig meget de seneste år. Byens HafenCity Projekt er i øjeblikket det største byudviklingsprojekt af sin art i Europa, hvor man udvikler det store havnekvarter på en ny, spændende måde – et årelangt projekt, der satser på en færdiggørelse omkring år 2020.  

Hamburg er den 2. største by i Tyskland og én af Europas største havnebyer - og med 2.590 broer, kaldes byen ganske passende for Nordens Venedig. Om man som besøgende så synes, byen er lige så pittoresk, som dette ord lægger op til, må være op til den enkelte. Men broer og vand er her rigtig meget af! Derfor er det oplagt, at man bruger tid på en sejltur, når man gæster Hamburg. Og de fleste børn, i alle aldre, vil elske at komme en tur på vandet. En by tager sig anderledes ud fra søsiden, ligesom det giver et afbræk fra ”stenbroen” at komme på en sejltur.

Der er flere muligheder for at sejle i Hamburg. Vi valgte at afprøve en havnerundfart med en af de mange både, der lægger til ved Landungsbrücken – stedet hvorfra en stor del af turismen i Hamburg har sit fokus. Og her i det tidlige forår er sælgerne ivrige for at sælge netop deres turbåd! Dejligt vi havde booket på forhånd, så vi kunne gå direkte mod vores mål…

Bådene er meget forskellige – lige fra små turbåde til den store hjul damper, der straks fører tankerne hen på ”Show Boat” og en tur op ad Mississippi. Naturligt nok var det dét skib, junior straks kastede sin kærlighed over. Jeg måtte desværre skuffe ham denne gang. En mindre turbåd ventede på os…

De mindre både kan – heldigvis - overdækkes, hvis vejret ikke helt arter sig. På den tur, vi sejlede, kunne man således sidde både inde og ude i det lunefulde forårsvejr. Praktisk nok, når vejret var til den kølige side denne søndag formiddag. Dog bør man ikke snyde sig selv for også at sidde ude – udsynet, og dermed oplevelsen, er klart bedre dér!

Turen rundt i havnebyen er måske ikke det optimale valg for de alleryngste - at starte turen i frøperspektiv kan være lidt af en prøvelse. På den første del af turen, i kanalerne, var der ikke meget udsyn, da der er langt fra vandoverfladen op til gade niveau, hvor de arkitektonisk spændende bygninger ligger. Desuden talte guiden tysk, så det kræver oversættelse, hvis børnene skal følge med. Men derefter, da vi kom på åbent vand, skete der noget mere. Vi så gigantiske kraner og enorme containerskibe med containere i alle regnbuens farver, der nok kan få (drenge)øjnene op – og de store dok anlæg er afgjort imponerende. Trafik er der også en del af på vandet. Og når man vender tilbage til Landungsbrücken, er der et fantastisk skue hen over de mange skibe og både, der ligger til ved kaj kanten, ligesom man har fint udsyn over en stor del af byen med dens mange flotte bygninger.

Hvert år gæster et meget stort antal krydstogtskibe Hamburg, og vi nåede også at se én af de store kæmper sejle ind. Og netop ugen efter, i slutningen af april, ankom bl.a. Queen Mary 2 til Hamburg. Et flot skue er det, når en sådan kæmpe glider ind - og min unge rejseledsager fik hurtigt store drømme! Og dem har man som bekendt lov at ha’…

Som havneby byder Hamburg naturligt nok på flere museer med maritimt tilsnit. Vi så ikke alt, for det kan man ikke på så få dage. Men bl.a. sejlede vi forbi det gigantiske Maritimes Museum, der – fordelt på 9 etager i en af de meget smukke pakhusbygninger - beretter om 3000 års skibs- og søfarts historie. Om søslag, gale eventyrere og frygtløse opdagelsesrejsende.
 I havneområdet ligger også ubåden U-434, der med sine 90 meters længde nok kan få både børn og voksne til at gøre store øjne. Man kan gå ombord i ubåden og derved få en fornemmelse for livet til søs og de trange forhold ombord.

Fischmarkt
En by med en beliggenhed som Hamburg har naturligvis sit eget Fischmarkt, om end det i dag er lidt mere marked, end det er fisk! Og dog… for der sælges stadig masser af fisk i alle afskygninger samt røget ål og laks. Og de kendte, tyske fiskesandwich, man ikke bør snyde sig selv for at smage!

Man kan gøre et rigtigt godt køb her. Sælgernes rå stemmer skærer gennem folkemængden, så snart man nærmer sig området – og handelen går stærkt. Udgangspunktet for den højtråbende fiskehandler er et fast beløb på 20 Euro – men hvor meget, du får for pengene, afhænger af, hvor meget is du har i maven. Men man kan være heldig at få rigtig mange røgede ål med hjem for kun 20 Euro! Yderst passende til søndagsfrokosten.

På samme vis sælges også frugt og chokolade/slik – her er prisen blot 10 Euro. Og man får rigtigt meget for pengene. Så ikke uden grund er her masser af mennesker, selv da vi kommer blot 1 time før markedet lukker.  Men for min unge ledsager var her klart for mange mennesker – i hvert fald indtil vi nærmede os ”børnenes paradis”… kulørt slik i lange baner! Her var alt lige fra flerfarvede slanger til blå Smølfer og kæmpe colaer – og ingen kø. Så naturligvis skulle der handles og smages! Her er prisen til gengæld fast pr. 100 gr. – så der betales efter vægt.

Fischmarkt er et gedemarked – og det skal man være indstillet på. Samtidig er det dog også en oplevelse og en gammel tradition, der hører Hamburg til. Og alle kan være med. En tur på Fischmarkt kræver til gengæld, at man står tidligt op søndag morgen – markedet åbner omkring kl. 06.00 og lukker godt 4 timer senere. Men så er det måske også her, du gør en god handel… der sælges nemlig også typiske souvenir varer, massevis af T-shirts med alverdens mere eller mindre heldige påskrifter, tasker, ure, smykker osv.

Tilbage til middelalderens gru
Hamburg er en by, der daterer mange hundreder år tilbage. Og har man lyst til – og ikke mindst mod på – at lære lidt mere om livet i middelalderens Hamburg, skal man besøge Hamburger Dungeons. Her kan man opleve noget af Hamburgs ret grufulde historie i bedste Disney stil. Og den rejse var vi klar til at begive os ud på, både ungersvenden og jeg.

Men - man skal være klar til at få et par chok undervejs, og derfor vil jeg ikke anbefale, at man tager de mindste børn med ind i Hamburger Dungeons.

Besøget foregår som en slags guidet tur, hvor man følger en bestemt, fast rute og møder – dygtige - aktører undervejs, der beretter om – og agerer i - forskellige episoder gennem Middelalderen. Vi får historien om torturkammeret, pesten (med lig på bordet), skafottet, Hamburgs store brand (varmt og røgfyldt), inkvisitionen og andre af datidens grusomheder. Og vi er selv aktører undervejs og udsættes for lidt af hvert, som jeg ikke her vil afsløre i yderligere detaljer. Men selv vi voksne får et par overraskelser i forløbet og skriger impulsivt højt! Men selv om vi bliver både halshugget og hængt, så overlever vi heldigvis! Det er godt lavet og iscenesat og afgjort en oplevelse værd.

Turen kan opleves på både tysk og engelsk, og naturligvis får man mere ud af det, hvis man forstår, hvad der berettes om. Men er man klar til at oversætte lidt for sine børn, så kan større børn sagtens få en super oplevelse med hjem – og lærdom oveni. Hvis de tør…?! Jeg er glad for, at vi turde, for det var hele rejsen værd.

Tog i lange baner
Efter turen i Hamburger Dungeons kan man godt trænge til at opleve noget mindre skræmmende, og smart nok ligger der lige ved siden af, i den samme gamle pakhusbygning, seværdigheden Miniatur Wunderland.

En gigantisk modeljernbane – faktisk verdens længste af slagsen og derfor også optaget i Guinness Rekordbog. Lidt vildt. Ud over de mange tog rummer museet også virkelighedstro kopier af alverdens transportmidler spredt over de godt 4.000 m2. Selv Scandlines nyeste færge M/F Berlin ligger her i tro kopi. Togene kører rundt… og rundt… og rundt hele tiden, i fantastiske og til tider gigantiske landskaber, og man kan selv som besøgende trykke mange funktioner og lyde i gang undervejs. Det går der hurtigt sport i!

Også flyene letter og lander – når det ikke lige er en gigantisk bi, der narrer det ventende publikum. En sjov lille gimmick undervejs i forløbet.

Ind imellem skifter lyset fra dag til nat – og med ét tager hele scenariet sig ganske anderledes ud. Ret imponerende og en godt tænkt detalje.

Her er rigtig mange mennesker, selv en aprildag, og det gør det unægteligt lidt svært at komme rundt. Her er uden tvivl mange entusiaster, for det er ikke børn, her er flest af. Men når man endelig får en plads i forreste geled – hvor der tilmed er små bænke, de yngste gæster kan træde op på (fin detalje) - er det afgjort også imponerende, hvad der er bygget op her. Så det er fuldt forståeligt, at det synes at være paradis for modeljernbane entusiaster.

Man skal afsætte god tid, hvis man skal se det hele. Ikke fordi museet er specielt stort, men fordi her er mange mennesker. Og mange detaljer at indfange.

Musical i verdensklasse
Storbyferie er også kultur oplevelser i stor stil. Og er man i en by som Hamburg, må man ikke snyde sig selv for at opleve noget af det, de virkelig også kan i Hamburg. Teater, musik og musicals Og det kan man også godt kaste sig ud i med (lidt ældre) børn! Uden nogen tvivl. Så gør det her i en af kulturens højborge - det kan varmt anbefales.

Som ”teatertosser” havde vi set meget frem til denne aften - men jeg er overbevist om, at oplevelsen ikke er mindre for andre. Dét man oplever på scenen er overbevisende!

Satser man på musical, kan man i Hamburg overvære mange forskellige af slagsen, og på vort program stod der ”Sister Act” (kendt som ”Halløj i Klosteret” med Whoopi Goldberg), der spiller på TUI Operettenhaus. Det var lidt spændende, hvad det ville betyde for yngste deltager – når vi samtidig kunne læse, at Hamburg andetsteds i byen byder på mere børnevenlige musicals, så som ”Løvernes Konge” og ”Tarzan”.

Men – vi blev som helhed ikke skuffede. Jo, det er naturligvis rigtigt svært for et barn, der ikke mestrer det tyske sprog, at følge med i handlingen, når alt foregår på tysk. Helt sikkert. Og skal man som den voksne hele tiden oversætte, mister man let selv noget af helheden. Derfor vil jeg anbefale, at man går efter noget, hvor man kender historien i forvejen, når man rejser med børn. Og finder en forestilling, der matcher hele familien! – og er tilegnet børn.

Men, når det er sagt, så var ”Sister Act” en fremragende musical. Sangmæssigt fantastisk besat på den bærende hovedrolle, der også skuespilmæssigt kunne sit fag. Og scenografien var noget helt for sig – utroligt hvad de kan på dén scene, i et imponerende tempo. Min unge ledsager var meget duperet og nød de stærke sangstemmer, de sjove scener og den flotte, farverige scenografi. Så en festlig aften blev det til, trods mangel på forståelse for den samlede handling hos yngste mand.

Dyr hitter – også i Hamburg
Hamburg byder på mange indendørs oplevelser, og derfor er det rigtigt dejligt, at der ligger en dyrepark som ”Hagenbeck” ikke så langt fra det centrale Hamburg. En dyrepark, der bestemt er et besøg værd.

På vores tre dages ophold er det denne dag, vi får det dårligste vejr – faktisk begynder det at regne kort efter ankomsten til ”Hagenbeck”. Lidt ærgerligt, da især min unge ledsager har set meget frem til dette besøg. Han elsker dyr – og efter hjemkomsten til Danmark står ”Hagenbeck” besøget klart som turens højdepunkt, uanset regnvejr og uindfriede forventninger!

Regnen får desværre mange af dyrene til at trække inden døre, så vi får ikke håndfodret girafferne eller klappet baby elefanten. Ærgerligt, da det var oplevelser, der stod meget højt på ønskelisten og havde optaget ungersvenden inden afrejse fra Danmark! Men de store elefanter får vi dog håndfodret med foder, som vi køber på stedet. I parken gør man meget ud af, at dyrene skal spise ordentlig mad – så i stedet for tør spaghetti, sælges der udskåret frugt og grønt. Og man betaler, hvad man synes, man vil donere. En rigtig god idé, som gerne må udbredes!

Apropos elefanter, så var der født en ny elefantunge blot en uge før vores ankomst – og den fik vi heldigvis at se, om end på behørig afstand.

Men det er muligt at komme meget tæt på nogle dyr i parken, da flere dyr går frit omkring. Man får stor lyst til at klappe dem, men det er – naturligvis – forbudt. Men det er en fed oplevelse at være så tæt på et dyr, man ellers kun kender ”bag tremmer”.

Da vores tid desværre er knap i ”Hagenbeck”, får vi ikke set alle dyr – her er op imod et par tusinde arter fra alle kontinenter. Men det er tydeligt for os, at man kan bruge mange timer herude i selskab med bl.a. kameler, elefanter, orangutanger, giraffer, brune bjørne, løver, tigre, oddere, pelikaner osv. – og indendørs, i det store tropeakvarium, når vi at møde lumske krokodiller, listige slanger, baskende flagermus, alskens kryb og farverige, spændende fisk blandt glubske hajer.

Selv kaniner og marsvin har et paradis på jord her i ”Hagenbeck” med små, opvarmede, næsten arkitekttegnede, huse. Måske det er hertil, vi skal sende vore egne firbenede, når de når pensionsalderen? Bedre otium kan de næppe få!

Hver halve time en del af dagen kan man opleve, at dyrene fodres rundt om i parken, man kan ride på ponyer, køre med et lille tog, klappe geder osv. Og hele sommeren er parken åbent til sent på aftenen med mange forskellige events på programmet. Så har man fået nok af storbyen for en stund, så er ”Hagenbeck” en skøn oase at tilbringe nogle timer i for hele familien.

Forbudt for børn – sådan da
Når man som voksen tænker Hamburg, er det næsten uundgåeligt ikke også at tænke Reeperbahn, i St. Pauli kvarteret! Og dét område af Hamburg er umiddelbart ikke lige et område, man tager på sightseeing i – slet ikke med børn!

Og så alligevel… for reelt ligger der faktisk seværdigheder i dette område, og kommer man der om dagen, er det egentligt ok. Vi var omkring Reeperbahn nogle gange denne weekend – dels for at se musical på Operettenhaus, dels for at opleve Beatles museet, Beatlemania. Og det var ganske fredeligt. Der blev dog undervejs talt lidt i ”koder” af hensyn til de små ører, der lyttede med!

The Beatles kom til Hamburg for at optræde for første gang i 1960, og det var herfra – midt på Reeperbahn - deres karriere for alvor tog fart. Så naturligt nok er det også her, der er indrettet et museum for Liverpool drengene, nemlig Beatlemania. Og vort museums besøg starter lige som Liverpool drengenes indrejse til Tyskland – nemlig med, at vi får et pas! Og derefter kan der tages pasfoto, så man også ligner én af drengene fra dengang. Lidt sjovt, om end ikke helt enkelt for de mindste, der dårligt kan få sig placeret optimalt i foto boksen.

Udstillingen om The Beatles strækker sig over 5 etager, men kender man intet til Liverpool drengene, er det næppe det mest interessante stop at gøre i Hamburg, hvis man blot er der et par dage. Og børnene skal klart have en vis alder, hvis de skal finde blot noget af museet interessant. Men er man vokset op med The Beatles, eller i årene efter, så er det en ganske spændende udstilling.

Min 13-årige rejsefælle kender lidt til Beatles drengene og deres hits, så lidt af udstillingen var interessant for ham. Det sjoveste øjeblik var at stå i studiet og – på bedste karaoke vis – skråle løs til Beatles hits! Herligt for de større børn - og sjovt for vi voksne at være tilskuere til. Man kan endda indspille sin egen version af favorit hittet og få det med hjem – hvis selvtilliden er stor nok!
Naturligvis er der på museet en ”Yellow Submarine”, ligesom man selv kan blive en del af plade coveret til ”Sergent Pebbers Lonely Hearts Club Band”.

Det store sus – og den vildeste udsigt
Ikke langt fra Reeperbahn finder vi en gigantisk - ikke permanent, men tilbagevendende - attraktion i Hamburg. En attraktion vi lige når at få med under vort besøg – og det er især yngste mand vildt glad for!

Hamburger DOM, i forårsudgaven, sluttede den 22. april og tiltrak i 2012 3,6 mio. mennesker i foråret. Det er en gigantisk folkefest for hele familien – tre gange om året - med det største omrejsende tivoli, man kan tænke sig. På ægte tysk vis, med skummende fadøl, wienersnitsel, pølser, schlagermusik, sukkerstads osv. Og vi får det hele med denne forårsaften, få dage før det hele pakkes sammen i utallige lastbiler og kører videre til næste tyske by i rækken, inden det i sommerperioden (20.07-19.08) vender tilbage til Hamburg.

DOM området kan ses på lang afstand, da det er kendetegnet ved det største, transportable pariserhjul i verden! Og det er stort. Der er, naturligt nok, en enestående udsigt over Hamburg fra toppen af pariserhjulet! Men højdeskrækken skal man gemme langt væk, hvis man skal med på turen, der ellers er stille og rolig – så hele familien kan være med. Og en fin forårsaften som denne, er det helt perfekt.

Forlystelser er der mange af, lige fra de rigtig vilde til de mere rolige, og ét af højdepunkterne for min kække ledsager var udset hjemme fra – og et must på turen. En gigantisk rutsjebane med ikke mindre end 5 loop skulle afprøves. Udefra ligner de 5 loops de Olympiske Ringe… og det er netop inde i disse ringe, at man får ”det store sus”! Vildt ser det ud, og jeg tilstår gerne, at jeg ikke tog med på turen. For ungersvenden var det derimod en fed oplevelse, men dog ikke én af dem, man tager 10 gange i stræk – som rutsjebanen i Tivoli eller på Bakken hjemme i Danmark. Men han gjorde det! – og var ikke til at skyde igennem bagefter (og hermed ikke ét ord om, hvad jeg i øvrigt prøvede af grænseoverskridende ting… til stor morskab for alle andre end mig!).

4 stjernet luksus – set i børnehøjde
Storbyferie er spændende, og man er ”in action” en stor del af dagen og måske aftenen med. Så det kræver en god nats søvn at holde tempo dagen igennem. Og i Hamburg er der mange overnatningsmuligheder.

Inden vores afrejse lå det fast, at vi skulle overnatte på det 4-stjernede ARCOTEL Rubin i St. Georg distriktet – navnet indikerer det gennemgående røde tema, hotellet har valgt. For yngste mand lød det med stjernerne som særdeles luksuriøst, og set med barneøjne stod forventningerne afgjort mål med virkeligheden. Da der hver morgen ydermere var fri champagne på den meget lækre, morgenbuffet, var han klar til at uddele nok en stjerne!

Som det mere luksuriøse fandt jeg, set med voksne øjne, varmelampen på badeværelset… en dejlig finesse, når man træder ud ad badet.

Hotellet ligger ganske få minutters gang fra Hauptbahnhof, hvilket var meget passende for os, der - modsat vore sjællandske rejsefæller – ankom med tog til Hamburg. Hotellet er overskueligt i størrelse og vel indrettet med både cafe og restaurant. Værelserne er rummelige og pæne, med lydisolerede vinduer, aircondition og gratis brug af værdiboks. Fra 7. etage, som vi residerede på, var der ydermere en god udsigt over byens tage. Her er alt, man har brug for – og betjeningen på hotellet er effektiv, yderst høflig og imødekommende.

Internationalt menukort
”Uden mad og drikke, dur helten ikke”… så sandt, så sandt. Det kræver energi at være på storbyferie, så et godt måltid skal der til ind imellem de mange øvrige fristelser, bagerne og de små Imbisser lokker med i løbet af dagen. For naturligvis måtte vi bl.a. smage en Bretzel (saltkringle), en is… osv. Det er også en del af det at rejse – og giver et kærkomment pusterum i løbet af en oplevelsesrig dag.

Går man ud og spiser i Hamburg, synes mulighederne uendelige, og det er op til smag og pengepung, hvad man vælger. Tyskerne er kendt for de lidt tunge kødretter som Wienersnitsel med stegte kartofler og Schweinshaxe med Sauerkraut – men vi fik også serveret yderst lækre, delikate fiskeretter i Hamburg. Og rejser man, som jeg, med et barn, der spiser (stort set) alt, er der lagt op til en kulinarisk rejse også i Hamburg.

Under besøget i Hamburger DOM stod den på de tyske klassiske kødretter i ølteltet – mens der på brasseriet Chilli Club i HafenCity stod fisk i højsædet, og vi indtog den lækreste sushi, vi nogensinde har smagt. Her serverer man også ”laks on the rocks”! Det hele endda til en pris, hvor alle kan være med.

Overfor Hauptbahnhof ligger restaurant Schifferbörse, smukt og rustikt indrettet, og her kan man vælge både klassiske kødretter, lette lækre fiskeretter samt en 3-retters menu. Også til meget rimelige priser.

Børnene på turen blev mætte hver dag – og der var aldrig klager over menukortet!

Og alt det andet…
Hamburg er ikke en by, man bliver færdig med på en weekend. Så langt fra. Hvis nogensinde...
Går man en tur i de centrale indkøbsgader, møder man underholdning af høj standard blot på gaden – meget dygtige performere optræder med mime, musik, dans osv. En gratis glæde, man kan bruge en del tid på. Og som børnene finder ganske morsom – også fordi de tydeligt bliver mødt i øjenhøjde af de optrædende.

Indkøbsmulighederne er mange, gigantiske butikker, overdækkede indkøbsgader og centre med ”alt hvad hjertet begærer”. Uanset interesse. Og flere ting kan stadig med fordel købes i Tyskland, om end ikke helt som før.

Over Hamburg svæver en gigantisk luftballon, hvorfra man fra 150 meters højde kan nyde udsigten over Hamburg i 15 minutter til en pris af 15 Euro. Hvis man ellers tør!
Denne højde slås dog af byens vartegn, Fernsehturm, der med sine 272 meter rager op som det højeste punkt over hansestaden Hamburg. Udsigtsplatformen i 130 meters højde kan dog desværre ikke besøges i øjeblikket.

Rundt i byen kører også et stort antal sightseeing busser ad flere forskellige ruter. Disse busser kan man hoppe på (mod betaling) og derved få en god fornemmelse for storbyen. Fra toppen af dobbeltdækkeren kan man nyde at lade sig fragte gennem forskellige områder af Hamburg – og det kan hele familien have stor fornøjelse af.

Er benene blevet trætte, er det også muligt at hoppe i en cykeltaxa og lade sig transportere fra A til B, mens man selv slapper af. Denne transportform synes ret populær.
Og endelig er det også muligt at benytte sig af en højbane rundt i byen, hvilket er en glimrende – og for os anderledes - sightseeings mulighed.

Får man nok af den centrale del af byen, byder Hamborg på mange grønne områder. Faktisk er 30 % af byen grøn! Så der er gode muligheder for ind imellem at koble lidt fra det hektiske storbyliv. Men - overraskende nok - syntes vi absolut ikke, storbyen Hamburg er en af de mest støjplagede storbyer, vi har besøgt!

Trods et tæt program, var vores forlængede weekend i Hamburg et dejligt afbræk fra hverdagen i Danmark, og vi kunne vende hjem med rygsækken fyldt med mangeartede oplevelser. For min unge ledsagers vedkommende havde det været tre dage, hvor oplevelserne stod i kø for at overgå hinanden. Men – helt banalt og nede på jorden – ja, så var det dyrene i ”Hagenbeck”, der vandt hans unge hjerte! Så ubetinget. Og et eller andet sted giver det jo stof til eftertanke…
På 2. pladsen må Hamburger Dungeons, DOM og Operettenhaus deles om pladsen… tre meget forskellige oplevelser, men alle sneg de sig ind under huden på ungersvenden på hver deres måde.

Alt det, vi oplevede, skal man ikke satse på at nå på en forlænget weekend. Det er ganske enkelt for meget, hvis man skal ha’ sjælen med og ha’ det fulde udbytte af hver enkelt ting.
Så vælg omhyggeligt ud, hvad i absolut gerne vil nå at opleve – og vælg så én eller to ting, i eventuelt også kan nå at få med. Men lad programmet levne plads til impulsivitet, som storbyen altid inviterer til.
At gå en tur ved Alster søerne, nyde folkelivet, gå ad ukendte stier, osv.

Husk: Hamburg ligger der også næste weekend, og ét er sikkert – vi er ikke færdige med Hamburg…!

Lisbeth og Alexander Wilger
Skribenter Sjovforbørn.dk
April 2012

 









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Et afbræk på rejsen
Hamburg kan man nå på flere måder, og valget træffes lidt afhængig af bopæl i Danmark.

Er Sjælland udgangspunktet, er det oplagt at benytte ”Fugleflugtslinjen”, som Scandlines står bag. Scandlines gør sit til, at turen fra Sjælland til Hamburg er enkel og går via Rødby-Puttgarden. Netop denne meget behagelige sejltur giver et dejligt – og for de mindste måske tiltrængt - afbræk på rejsen, hvor alle kan få rørt benene, nyde lidt mad og drikke og i det hele taget lade op til næste træk i bilen. Sejlturen er en del af den samlede rejse, så oplevelsen ombord er vægtet højt hos Scandlines, der råder over 4 double-ended (dobbelt stævn) færger på ruten.  Tilmed er der, via denne rejsevej, rig lejlighed til at shoppe i BorderShop Puttgarden på vej hjem! – et rent, fleretagers slaraffenland for både store og små! Og en af verdens største grænsebutikker - 800m2 alene med slik og chokolade… var der nogen, der sagde ”forbudt for børn”? Det burde det næsten være…!

Scandlines satser for alvor på Nordtyskland og lancerer flere nyheder i 2012 og er dermed medvirkende til, at netop Nordtyskland bliver endnu mere tilgængelig for os i DK. Scandlines samarbejder tilmed med nogle af Tysklands største turistattraktioner, og i hele 2012 kan alle passagerer på færgen få et stort oplevelseskatalog med tips, tricks og store rabatter med sig.

Man kan også vælge at lade bilen stå i Danmark, og rejser man som vi fra Jylland, gøres turen til Hamburg let med tog. Der er flere direkte afgange dagligt. Ellers kan man skifte i Flensborg og benytte sig af regionaltog. Det er enkelt og bestemt en oplevelse i sig selv. Alene den smukke tur over Kielerkanalen, via et gigantisk og imponerende brobygningsværk, er hele togrejsen værd. Og kunne nok få yngste mand op af sædet – endda gentagne gange!

FAKTA:
Scandlines: www.scandlines.dk
HafenCity Hamburg: www.hafencity.com
Arcotel Rubin: www.arcotels.com

Hamburger Dungeons: www.the-dungeons.de
Miniatur Wunderland: www.miniatur-wunderland.de
Musical: www.stage-entertainment.de
Hagenbeck Tierpark: www.hagenbeck-tierpark.de
Beatlemania: www.beatlemania-hamburg.de
Hamburger DOM:  www.hamburg.de/dom
Fischmarkt: www.fischmarkt-hamburg.de
Havnerundfart: www.abicht.de
Reeperbahn: www.reeperbahn.dk

Restaurant Schifferbörse: www.schifferboerse-hh.de
Brasserie Chilli Club: www.chilliclub.de

Shopping, bl.a.: www.hamburg-jungfernstieg.de

Ovenstående hjemmesider angiver også priser, særtilbud, rabatter, særlige arrangementer mm.


Læs også mere her:

Hamborg og omegn
Tyskland