Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Sjov for børn i Portugal

Portugal er med sit pragtfulde klima og sine mange sandstrande et populært turistmål, men heldigvis har landet bevaret sit særpræg og kultur.

I Algarve i den sydligste del af Portugal er der derfor efterhånden en ret stor koloni af fastboende engelske familer med børn, som har valgt at flytte til varmere himmelstrøg.

Set med forældreøjne er Portugal nemlig et meget velegnet land at tage børn med til. Det er let at finde interessante aktiviteter og seværdigheder, som taler til børnenes fantasi og giver dem en god oplevelse.

Samtidig er Portugal et billigt land at være på ferie i selv i forhold til andre lande ved Middelhavet. En familie på fire kan få et udmærket måltid med vin og dessert på restaurant for 50-70 euro svarende til omkring 370-530 kroner. Vælger man en ferielejlighed med eget køkken, vil man overraskes over de portugisiske priser på dagligvarer, som ligger 40% under de danske.

Mange hoteller og ferielejlighedskomplekser i Portugal tilbyder barnepigeservice eller andre former for pasnings- og aktivitetsmuligheder for de mindste børn. Der er normalt mere personale til rådighed i Portugal end i Danmark, og de fleste steder går man virkelig op i at give de små gæster en god oplevelse. Ved de mest populære strande på Algarvekysten findes der således ’Children Clubs’, hvor forældre trygt kan lade børnene boltre sig.

Lissabon er for nyligt udnævnt til den hovedstad i Europa, som har mindst kriminalitet. Det betyder ikke at der ingen lommetyve er i Portugal. Man bør passe specielt på når man har kameraet liggende fremme på udendørsrestauranten, eller hvis man bliver skubbet til i metroen eller i ’turist-sporvognen’ linje 28 i Lissabon. Der er også grund til vise agtpågivenhed i den kaotiske trafik i de større portugisiske byer. Heldigvis har langt de fleste byer i Portugal masser af gågader med toppede brosten, gadesælgere og fortovsrestauranter.

Portugals kyststrækninger er fantastiske og portugiserne benytter også selv enhver lejlighed til at ligge på stranden. Som bleg nordbo skal man være opmærksom på at solen i sommerperioden kan være meget stærk og solcream med et højt faktortal er en absolut nødvendighed. Husk hat og tøj til børnene specielt midt på dagen. Langt de fleste strande er særdeles børnevenlige, og der findes ofte udlejning af vandcykler og lignende. Der er dog ligesom ved Vesterhavet grund til at have respekt for bølgerne især på de strande, hvor surferfolket holder til.

Portugal er et populært ferieland for solhungrende nordeuropæere. Hvert år besøges landet af mere end 12 millioner feriegæster.

På trods af det store antal turister er Portugals kyststrækning de fleste steder stadig uspoleret og befolkningen er venlig og imødekommende. Portugiserne er desuden generelt meget glade for børn og vil gøre meget for at ungerne får en god oplevelse, hvad enten det er i vandlandet eller på restauranten.

Der er mange gode grunde til at tage børnene med til Portugal. Den vigtigste er for de flestes vedkommende vejret. Portugal har et af de mest behagelige klimaer i Europa og vælger man Lissabon eller Algarve som feriedestination, er man næsten garanteret blå himmel hver dag om sommeren. I den mørkeste del af vinteren må man i gennemsnit ’nøjes’ med kun 6 timers daglig solskin på Algarvekysten.

Selv om børn som regel er glade for at lege på stranden skal der helst ske lidt mere. Vi har set med børnenes øjne fundet nogen af de bedste attraktioner i Portugal. Se billederne til højre.

Sean Dahl - www.portugalnyt.dk
19. november 2007

Aqualand
Zoo Marine
Lagos Zoo
Algarve Gocart
Jeep safari i Algarve
Slide og Splash Vandland
Skeletter i Igreja do Carmo kirken i Faro
Krazy World og Algarve Zoo













 

Informationer

Læs også mere her:

Algarve Kysten
Portugal

Artiklens forfatter:

Portugalnyt.dk

Portugalnyt giver dig inspiration til rejsen til Portugal, Azorerne og Madeira. Vi skriver dagligt nyheder om aktuelle begivenheder og aktiviteter i Portugal, og vi hjælper dig med at finde oversete seværdigheder og udflugtsmål. I Portugal Forum kan du udveksle erfaringer med andre rejsende. Du kan også booke fly, udlejningsbil eller feriebolig via hjemmesiden. Vores ambition er at samle og organisere al relevant information om Portugal.

Portugalnyt.dk